Lidt om os

Herbergscentret består af to forskellige tilbud, Herberget og Klinikken.

Herberget er et midlertidigt botilbud for voksne hjemløse med sociale problemer. Det kan være afhængighed af alkohol og/eller stoffer, psykiske problemer, mv.

Herberget har 56 døgnpladser (64 om vinteren), som er fordelt på 5 boafsnit/etager med hver sin opholdsstue, beboerkøkken og et antal toiletter/badeværelser. Værelserne er møbleret med seng, sengebord, bord, stol, klædeskab og kommode. Det er ikke muligt at medbringe egne møbler.

Herberget er døgnåbent, dvs. der er personale til stede 24 timer i døgnet hele året.

Når du første gang møder op i Herberget, bliver det gennem en samtale med en af medarbejderne afklaret, om du tilhører Herbergets målgruppe. Tilhører du målgruppen, kan du få et værelse på Herberget, når der er et ledigt værelse. 
Hvis vi ikke har en ledig plads, forsøger vi at hjælpe dig med et alternativ til Herberget.

Man skal betale for at bo på Herberget med et beløb, der fastsættes årligt af Københavns Kommune. I opholdsbetalingen er inkluderet vask af linned. Du kan vaske dit eget tøj gratis i Herbergets vaskeri. Hvis du står uden midler, kan vi hjælpe dig med at søge om kontanthjælp eller anden støtte.

I Herberget tager vi udgangspunkt i din personlige situation med henblik på at forbedre din situation i samarbejde med dig. Som midlertidig beboer i Herberget kan du få hjælp til kontakt til offentlige myndigheder og behandlingstilbud for misbrug, psykisk eller fysisk sygdom. Herudover fokuserer vi på at støtte dig i at komme videre til en anden længerevarende eller varig boform.

Herbergscentret er en § 110-institution ud fra lov om social service. Du kan læse mere om § 110 på SANDs hjemmeside www.sandudvalg.dk eller på www.retsinformation.dk.

Klinikken er åben for alle. Her kan både beboere på Herberget og folk fra gaden komme uden tidsbestilling og henvisninger og blive vejledt i helbredsspørgsmål af vores erfarne sygeplejersker, få sårpleje og hjælp til at kontakte egen læge, skadestue, hospital, speciallæge med videre.

Klinikken ligger i stueetagen, Sundholmsvej 20, og er åben alle ugens hverdage mellem klokken 8 og 10 og igen mellem klokken 11 og 13.